Så kom der sandheder på bordet!

Og hvor er det TILTRÆNGT! Dansk turisme. Vi står i stampe. Vi er set over en bred kam for dårlige til at forretningsudvikle. For dårlige til at kende vores gæster ordentlig og vide, hvordan vi kan tjene penge på dem. For dårlige til at tilpasse os et globalt marked og turde rydde op i vores prioriteringer af målgrupper. For dårlige til at tænke professionelt om destinationsudvikling. Og værst af alt: For dårlige til at samarbejde.

Er du provokeret? FINT. For provokation giver ofte anledning til handling og TRODS og jeg skal vise dig, skal jeg.

Nyt interessant indspil

Jeg er så tilpas med, at der nu er kommet en bog på markedet om UDFORDRINGERNE i dansk turisme. Min gode samarbejdspartner Eskild Hansen har fornyligt udgivet en bog “Et land med Kant. Brikker til en udvej for dansk turisme”. Den vil gøre ondt at læse. Men gør det alligevel! Det vil jeg i hvert fald. Den vil skabe debat. Og det er vigtigt.

Vi er ikke en del af udviklingen

Jeg glemmer aldrig, da Claudia Rota Andersen fra VisitDenmark præsenterede en slide over udviklingen i overnatninger i danske turisme siden 1992. Se den her – slide 4. Fuldstændig i stampe. Nærmest en LIGE streg, selv om turismen globalt er i rivende udvikling. Kan det være TILFREDSSTILLENDE?

“Jamen, Johanne, momsen, den kvæler os”.  Ja, men det er ikke hele forklaringen. “Jamen, Johanne, det er da ikke så ringe, når nu verden ser ud, som den gør med finanskrise og alt muligt”. Der har ikke været finanskrise lige siden 1992 – udviklingen er for ringe, i hvert fald, hvis man har ambitioner for branchen.Vi er ikke professionelle nok. Det må vi erkende og arbejde på.

Tid til Omstilling

Eskild og jeg har just været involveret i et projekt i Nordjylland, hvor nøgleordene har været forretningsudvikling, professionalisering af destinationsudvikling og samarbejde på tværs af turisterhverv, kommuner og turistfremmeorganisation. Jeg har tidligere skrevet om dette arbejde.

Og læringen var her, at når vi arbejder med minidestinationer, som der er mange af i Danmark, ja så er der masser at tage fat på – lige fra at få drivkraftige folk med mod på investeringer og hjertet på samme sted sat om det samme bord, få nogle forretningsmæssige idéer søsat, og få kommunerne til at putte ressourcer i og tænke bevidst om erhvervsudvikling i turismen. Og få ledet og fordelt arbejdet på en hensigtsmæssig måde. Hvem skal lave hvad, hvornår, hvordan og hvorfor?

Jeg har lige set en reklame i tv, der slår på Tid til Omstilling. Lad os arbejde hen mod Tid til Omstilling i dansk turisme og oplevelsesøkonomi.

FAT MOD! 🙂

De bedste hilsner

Johanne – og jo, jeg har holdt pause, men er nu tilbage på bloggen 🙂

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *