Hvad laver en moderne kultur- og fritidsafdeling?

Ja, de sidder i hvert fald ikke på hænderne. De skal være meget opsøgende og proaktive. Hvis du tænker, at det har de da altid skulle være, så er der kun at sige, at “nu er det op i et FEMTE gear”, jeg snakker om.

Nye tider

Jeg håber, alle har sluppet de gamle tider, hvor kulturkonsulenten sad bag sit skrivebord på kommunen og ventede på, at kulturlivet kom til sig. For kultur- og fritidsområdet ligger i et FELT AF HÅRD KONKURRENCE. Hård konkurrence i budgetforhandlinger, hvor skole- og ældreområdet vinder. Men også hård konkurrence i hele den suppe af pulje- og fondsmidler, hvor udviklingsorienterede kulturinstitutioner, foreninger, engagerede ildsjæle forsøger at skaffe sig finansiering af nye produkter og projekter.

Proaktiv

Det er med andre ord KAMP om udviklingspengene. Derfor skal Kultur-, fritids- og udviklingskonsulenterne være om sig. De skal – i mit hoved – lige meget om de arbejder i en lille eller stor kommune eller i Ringkøbing eller Rødovre – være proaktive af natur for at kunne understøtte kulturen og de kreative erhverv bedst muligt. De skal kunne finde veje til NYE udviklingspenge til kultur- og fritidsområdet.

Her kan der findes penge

De skal have blik for, hvor de NYE udviklingspenge kan findes til kulturinstitutionerne – for det er ikke i kommunernes budgetter. Det kan de fx i de store EU-programmer. Derfor undrer det mig, at der kun var 5 kommuner repræsenteret på det store informationsmøde i Århus her i december om EUs nye program Creative Europe, hvor der er 11 mia udviklingskroner de næste 6 år. Det er om at være om sig og have udsyn og ville investere tid i at finde partnere, så kan der hives penge hjem. (Der er allerede de første calls i marts. Du kan kontakte Asbjørn Høgsbro fra Kulturstyrelsen for mere info).

Info-møde EUs nye program for kunst, kultur og den audiovisuelle sektor - 11. december 2013 i Filmbyen, Århus

Info-møde EUs nye program for kunst, kultur og den audiovisuelle sektor – 11. december 2013 i Filmbyen, Århus

Horizon 2020 er et andet program, man bør sætte sig ind i! Her er faktisk også muligheder for kultur- og fritidsområdet, hvis man er opfindsom.

Ny viden og netværk

Ja, EU-projekter er omstændelige bureautisk set, men når man har accepteret det, så giver projekterne typisk mulighed for, at de involverede kulturinstitutioner får penge til udvikling af NYE tiltag og produkter og til at lave projektansættelser og få prøvet noget af. Og ikke mindst at få nye NETVÆRK. Det er i hvert fald, hvad jeg ser i de EU-projekter, jeg i sin tid har været evaluator på og været i berøring med.

Ja, der er nok at lave i fremtiden

I mit hoved skal den moderne kultur- og fritidsafdeling ud over at have blik for udviklingspenge til kulturinstitutionerne og kulturområdet generelt også arbejde for:

  • At sikre en kulturpolitik, der har tydelige prioriteringer, der sætter overliggeren for den strategi forvaltningen/afdelingen skal arbejde ud fra, og som er koordineret og trækker spor ind i kommunens øvrige politikker – om det er i erhvervs-, integrations-, sundhed- eller socialpolitikker eller et helt femte område.
  • Sidde med ved bordet, når der laves initiativer inden for branding, events og turisme.
  • Sidde med ved bordet hos erhvervsafdelingen, når der skal laves initiativer for de kreative erhverv og iværksættere.
  • Have blik for rekruttering, udvikling og fastholdelse af de mange frivillige, der giver en uvurderlig arbejdskraft.
  • Være fremme i skoene, når det kommer til implementering af kulturaftaler og tværkommunale samarbejder, som fx KulturKANTEN eller Kultursamarbejdet – som faktisk også er et eksempel på, hvordan man kan forsøge at pulje udviklingspenge på ny vis.
  • O.s.v.

Får du noget på hjertet, når du læser dette, så skriv gerne en kommentar til mig – debat og betragtninger er altid velkommen!

Jeg ønsker alle mine læsere en Rigtig Glædelig Jul og et Godt og Lykkebringende Nytår! Vi ses i 2014!

Kærlig hilsen

Johanne

P.S. Jeg glæder mig utroligt meget til 2014, der for mit eget vedkommende kommer til at byde på en del spændende udviklingsopgaver for forskellige aktører i oplevelsesøkonomien, lancering af min e-guide for projektledere og fortsat en masse spændende cases på min facebookside. Hvis du har lyst, er du velkommen til at skrive dig på mit nyhedsbrev her – hvor jeg med fornuftigt mellemrum udsender nyheder om opgaver, jeg bistår i, nyheder fra oplevelsesøkonomien, interessante konferencer m.m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *