Har du åbent når dine gæster/kunder har tid?

Jeg har lige været ude i oplevelsesøkonomien – turist i den danske sommer – på godt og ondt! Er du helt sikker på, at du som butik/museum/café/turistkontor/etc. har åbent, når der er nogle, der vil dig? Hvilke afvejninger gør du dig, om du skal have åbent eller ej?

Åbningstider

Hvor er det desværre slående, at der er en stykke vej for udvikling i danske turisme, når butikker i gågaden i en mindre jysk handelsby tæt på strand og sommerhusområder en masse lukker kl. 13.00-dut en lørdag i uge 29! Turist-ugen over ALLE turistuger!! Jeg blev noget mismoden.

Vi kommer ikke hurtigt ud af starthullerne i ferien – Sønnike skal først lige lege og have formiddagslur og  Sønnikes far skal lige nyde kaffen. Og jeg selv skal nyde, at vi ikke skal skynde os ud af døren. Så vi var først i bilen og på vej sidst på formiddagen. Nu skulle der shoppes!

Men ak, vi nåede 3 butikker og Superbrugsen , så var kl. 13 og alt var lukket ned! Closed! Stängt! HVAD! Det er da løgn! Det er nu vi har tid og lyst til at bruge penge!

Det handler om synergi

Jeg er sikker på, at butikkernes argument om at holde lukket beror i, at der ikke er nok omsætning i ydertimerne. MEN dertil er der kun at sige – HVIS man som handelsstandby vil være med til at skabe en turistdestination som trækker flere turister til og få skabt en god spiral, så der kommer mere og mere gang i hjulene – jamen så skal der INVESTERES.

Det kan godt være, at der den første og måske den anden sæson ikke er så meget at råbe hurra over, men bevidsthed skal bygges op. Det skal fortælles vidt og bredt, at der er noget at komme efter – og AT HER SKER NOGET – både noget når det er gråvejr og det ikke er tid til strandtur og når det er højt solskin, for her er stemning og gode køb at gøre. (For vi  der er butikkerne og handelsstandsforening, turistbureau, kulturforvaltning, foreningsliv, m.fl. sørger for at der er liv i gadebilledet, og pæne blomster og måske en opvisning og musik og servering på gaden. Og i weekenden er der markedsdag og måske en event af en slags).

Det er en floskel – men alligevel – løft i flok!

Det er et fællesskab, der udvikler en turistdestination – I skal ville hinanden – og alle skal investere for at bidrage til at få skabt udvikling. Og det er først og fremmest at have et par timer mere åbent. Det er klyngearbejde i erhvervsmæssig forståelse.

Frederikshavn

Jeg har i år hørt, at der er mange butikker i fx Fredrikshavn, der forsøgsvist har længere åbent i weekenden her i sommerperioden! Og hvor er det godt! Det er et super vigtigt signal til turisterne. Og det er det, der skal til. Hvis du har været på ferie i fx det sydeuropæiske i højsæsonen, så har der sikkert været meget langt imellem, at du pludselig stod overfor en lukket butik. (Men mindre det var siesta, men det er jo kulturarv og en charme – og en anden historie).

Hvem kan lave noget i gaderne?

Ja, der er det om at tænke sjove tanker – hvad kunne være sjovt og interessant for den type turister, vi gerne vil have til at komme? Hvad ville du selv synes om som turist?

Jeg elsker dette eksempel: Det Hem’lige Teater har i flere år med succes opført gadeteater/kulturarvsformidling “on location” rundt om i gaderne om aftenen (bemærk om aftenen! når der ellers ikke er så mange åbne tilbud til turister – godt tænkt!). I år har de forestillinger i Aalborg og Hals. Se billeder fra Hals (nordjysk ferieby ved Østkysten og Limfjordens udmunding) her.

Fortsat god sommer!

Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *