1

Der er noget galt i Danmark…

…derfor er det FRISTENDE at komme til at skrive noget med Dybbøl Mølle og noget med at køre helt af helvede til.

Men i dag vil jeg hellere tale om at tage FAT OM NÆLDENS ROD. Det er det, der skal til, hvis der skal FLYTTES på noget, der ikke fungerer helt optimalt.

Både kommuner, turismefolk, attraktioner og kulturinstitutioner får et par ord med på vejen i dette blogindlæg.

For det vil være SYND at sige, at dansk turisme og oplevelsesøkonomi bare kører derudaf. Der er mange udfordringer. Nældens rod er i denne sammenhæng mange-strenget og indfiltret.

I dag vil jeg trække nogle af problemstillingerne frem i lyset, som jeg støder på i min hverdag på min vej rundt i Danmark. Dette er ikke for at dunke nogen i hovedet – jeg stiller mig meget ydmyg og har fuld respekt for alle de hårdtarbejdende aktører, der bevidst arbejder for udvikling og vækst. Dette er blot et kærligt og meget velment opråb!

1) Kulturinstitutioner og museer skal bredt set blive bedre til at TÆNKE I FORRETNINGSUDVIKLING. Jeg er klar over, at museerne ved lov har fået bestemt, hvad de skal lave. Alligevel. Typisk sidder der ledere, der er fagligt stærke inden for deres fagfelt. Men de STÅR I EN VIRKELIGHED, hvor de i langt højere grad – og hurtigt – skal tilegne sig et tankesæt, der går på, hvordan de optimerer deres ”produkt”, får glade gæster, kan tjene penge og skaffe projektmidler til at skabe udvikling for.

Dem, der ikke gør det, får ikke skabt synergier og samarbejde i deres UMIDDELBARE NÆROMRÅDE med turisterhverv m.m. Det er ærgerligt! Jeg oplever, det er sådan, der skabes dynamik og samarbejde, som giver mere aktivitet og flere gæster. Attraktioner, museer og turisterhvervet er nemlig YDERST AFHÆNGIGE AF HINANDEN. De skal være gode til at skabe et GODT, SAMLET OPLEVELSESPRODUKT i deres område – for borgere og turister.

2) Turisme er et erhverv. Der er behov for et PARADIGMESKIFT en del steder i det kommunale landskab. ”Turisme er da meget godt at have. Vi er glade for turisterne i vores kommune, og vi har da også et turistbureau.” (Underforstået, det må da være nok til det der med turisme). Men denne “lette” tilgang til turisme er slet, slet ikke nok til at udvikle turisme, der batter i erhvervets kasseapparater eller tilfører skattekroner i kommunekassen.

Turisme fungerer på MARKEDSVILKÅR. Hvis gæsternes forventninger, behov og ønsker ikke indfries i forhold til, hvad de har lagt af penge, og er stillet i udsigt af oplevelser og service, kommer de ikke igen. Skuffelse giver ikke MERSALG og slet ikke GENSALG.

Gæsterne er forbrugere. Hvis de er utilfredse med toiletpapiret, køber de blot et andet mærke. Hvis de ikke får slået benene væk under sig af BEGEJSTRING ved at besøge din attraktion, by, butik, kommer de ikke igen – men tager et andet sted hen næste gang. Der er MASSER af andre steder at tage hen! DEN ER IKKE LÆNGERE…! Derfor skal turismeudvikling tages alvorligt, og det skal accepteres på alle niveauer, at turisme er et erhverv, der løbende skal professionaliseres og heppes på. Det kræver ressourcer – også fra kommunal side.

3) Rigtigt mange turistforeninger og handelsstandsforeninger burde slå sig sammen og tænke strategisk på, hvordan de kan trække de rette målgrupper til deres by. Alt for få taler helt konkret om, hvordan de får ledt turisterne RUNDT til hinanden i butikkerne, til spisestederne, overnatningsstederne og attraktionerne og får dem til at bruge flere penge. VI TROR, vi er gode til at SAMARBEJDE. MEN det vil virkeligt være at gå rundt med rigtig mange blår i øjnene. Naturligvis er der masser af virkeligt gode eksempler på fine tiltag. Men mange steder er der lang vej igen.

Måske vil Regeringens Vækstplan for dansk turisme levere en professionel retning og hive skuden på ret køl. Måske vil eventuelle implementeringer af Produktivitetskommissionens anbefalinger. Nogle venter i spænding – andre i ængstelse.

Og nu sidder du, min læser, og føler dig måske lidt trådt over tæerne og ikke-forstået og har lyst til at kunne sige til mig: ”Og hvad laver DU, Johanne Bugge, som gør en forskel i alt det her, mens du nu sidder og peger fingre?!”

Jeg siger alt det her af ren bekymring og med et ønske om vækst og professionalisering af turismen. Jeg kan med ærlighed sige, at ja, det er svært at finde nøglen, der kan fikse det hele. Men jeg oplever, at steder, hvor jeg arbejder med at få kommunefolk, erhverv, attraktioner, turistchef og ildsjæle til at SÆTTE SIG OM SAMME BORD og få lært hinanden BEDRE at KENDE og talt om, HVORDAN vi vil VÆKSTE? HVORDAN vi vil arbejde mere seriøst og koordineret sammen – med respekt for hver vores arbejdsbeskrivelser? Ja, der er der potentialer for at få flyttet noget fremad i en fælles retning.

I Løgstør sidder kommunale planlæggere, turistchef, ildsjæle og repræsentanter fra Limfjordsmuseet og turisterhvervet om det samme bord for at lære hinanden bedre at kende og få sat konkrete tiltag i gang for byens udvikling - til gavn for borgere og turister.

I Løgstør sidder kommunale planlæggere, turistchef, ildsjæle og repræsentanter fra Limfjordsmuseet og turisterhvervet om samme bord for at lære hinanden bedre at kende og få sat konkrete tiltag i gang for byens udvikling – til gavn for borgere og turister. Opgaven løses med min samarbejdspartner ENG Arkitekter. Tak til Lotte, Tinna, Johanne, Martin, Leif, Mette og Anna på billedet.

Hvis du har lyst til at diskutere emnet, er jeg altid åben for en god dialog – for kun med videndeling kommer vi videre med udviklingen af dansk turisme.

Kærlig hilsen

Johanne

Comments 1

  1. En studietur til Gøteborg ville hjælpe lidt på forståelsen for hvad der mangler til turisterne herhjemme. Det er så flovt….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *