Den gode oplevelse

Der er penge i oplevelser – og hvis du er god til at designe dem, så er du et skridt foran andre.

Men hvad er en god oplevelse? Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at en god oplevelse kan være én ting for én person og noget andet for en anden. Jeg er af den overbevisning, at den gode oplevelse altid er forbundet med, at “jeg fik noget mere med mig, end jeg lige havde regnet med”.

Design før, under og efter

Jeg synes, Christian Jantzen, der er forsker på Aalborg Universitet, har helt ret, når han siger, at der er en før-under-efter-dimension i oplevelser.

Før = gæsten har en forventning. Under = gæsten sanser. Efter = gæsten bearbejder indtryk og oplevelsen.

Den gode oplevelse starter altså før gæsten står i døren. Det betyder, at lige meget, om du er et teater, et museum, et flyselskab, et turistkontor….og jeg kunne blive ved…så skal du overveje, hvordan din gæst eller kunde skal opleve før, under og efter, de er i berøring med dig og din organisation.

Kend din gæst og arbejd med sanserne

Jeg er ikke i tvivl om, det derfor er yderst vigtigt at kende sin (potentielle) gæst, kunde, publikum eller forbruger så godt som muligt for at kunne vide, hvad der tiltrækker dem, og hvad de vil betale (ekstra) for.

Det kan lyde banalt – men det er sanserne, der er i brug, når vi oplever. Og det er en træningssag at designe en god oplevelse. Jeg synes, det er en interessant tilgang konsulentvirksomheden 3rd DIMENSION arbejder med, når de analyserer alle de kontaktpunkter, forbrugeren bliver påvirket af, når de er i kontakt med en virksomhed eller andet. Kontaktpunkterne omhandler alt fra service til indretningsdesign til salgsindsatsen og giver til sammen den samlede oplevelse.

Jeg synes også, at konsulenterne Peter Kvistgaard og John Hird har udviklet en spændende måde at arbejde med sanserne på i destinationsudvikling. De har udviklet konceptet oplevelsesmatricer, hvor de ser på, hvordan byer, naturområder eller historiske lokaliteter kan udvikles til at få mere oplevelsesindhold.

Det helt springende punkt i oplevelsesudvikling er dog: Hvor er det vores oplevelsesdesign adskiller sig fra vores konkurrenter, og hvordan får vi formidlet på en gennemslagskraftig måde, at vi i det hele taget eksisterer? Heri ligger der en masse benarbejde og tankevirksomhed – så god arbejdslyst!

Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *