Enjoy Limfjorden – Cykelturismefremme

Skræddersyet forretningsudviklingskursus til campingpladser, B&Bs, hoteller og visit-organisationer, der ønsker flere cykelturister og tjene flere penge på dem.

Kurset havde fokus på at øge kursisternes bevidsthed om forretningspotentialet i at tænke i forskellige cykelturister som et forretningsområde.
Kursisterne fik skærpet deres blik for salg og service.
De arbejdede konkret på at opgradere deres faciliteter, service og produkter til målgrupperne.
De fik udarbejdet markedsføring på deres hjemmeside, pakkeprodukter og tips og tricks til de sociale medier og salgsteknikker m.m.
Derudover fik de til opgave at blive dygtige til at sælge sig på den gode historie – historien om deres skønne område, skønne produkter, overnatningssted og dem selv!

Opdragsgiver:
Peter E. Graversen, leder af Enjoy Limfjorden

Sjældent (eller aldrig) har jeg været på et kursus som har givet så god mening som ‘Sådan Sælger Du (mere) Til Cykelturister’ afholdt i Enjoy Limfjorden regi, faciliteret af Johanne. Et intensivt salgskursus med lækkert og meget anvendeligt kursusmateriale, en velforberedt, udfordrende og skarp Johanne og nogle med-kursister der voksede lige så meget som jeg gjorde igennem forløbet. Takket være Johannes evne til at piske og drive de rigtige steder, på den helt rigtige måde gik jeg derfra med nogle gode værktøjer og en nødvendig afklaring ift. udviklingen af min forretning. Johanne er simpelthen en fremragende facilitator. Mange tak for det.
Helle Manicus, Indehaver af Vesterhavets Fodboldgolf og Lay-by.dk


Tak for et fremragende cykelturismekursus! Jeg var ikke specielt interesseret i cykling, men du rammer så mange ting om forretningsudvikling, så man kan bruge det på alt. Der kører tusind ting og ideer i mit hoved, og mange af dem kan jeg takke dig for. Hjemmeside-sparket skal mange campingpladser have og din viden om Facebook er også god. Du ved mange ting om mange ting, og ret mange af dem er camping-relaterede.
Kursisterne var enormt glade for din sparring på alt fra madpakkepriser til, hvordan man får hul igennem til Turistforeningen eller VisitDanmark. Det er guld værd at få sådan nogle emner på bordet – og dem har du mange af. Det bedste var den måde, du var forberedt. Tænk at du faktisk havde kigget på vores hjemmesider og Facebook inden kurset og turde at fortælle mellem linjerne, at det var noget lort. FEDT!

Med venlig hilsen
Gitte Thusgård
Lejrchef
Toftum Bjerge Camping


Jeg har nu haft fornøjelsen, at møde Johanne Bugge et par gange, og sidst var i jan./febr. 2016 på kurset ”cykelturisme”.
Johanne er meget målrettet, vedholdende, venligt krævende og humoristisk i sin undervisning. Hun har forberedt sig hjemmefra, så der på forunderlig vis bliver tid til fordybelse i hver enkelt kursist. Uanset hvilke forudsætninger man kommer med, forstår hun at engagere og motivere, så alle kursister, vender hjem med en masse i bagagen.
Tak for et godt kursus
Kirsten Hansen, Lejrchef, DCU Vesterhav Camping


Sådan sælger du (mere) til cykelturister – 3 kursusdage med Enjoy Limfjorden som vært og Johanne Bugge som kursusleder.

Jeg tilmeldte mig kurset for at få inspiration og nye redskaber til markedsføringen.
Begge ønsker blev indfriet til fulde. Jeg blev bestemt ikke skuffet.

Johanne var meget engageret i hendes undervisning. Hun var velforberedt og rigtig god til at fastholde os kursister i de opgaver vi fik tildelt under forløbet.

Jeg fik mange lektier for og hun gav mig lige den opbakning jeg havde brug for.
Som selvstændig i et lille firma, Søgaardens B&B og Søgaardens Whisky Shop, er der mange udfordringer i hverdagen.

Det er derfor rigtig godt at komme under kyndig vejledning og få input udefra.
Jeg fik også sat handling bag flere af de to-do opgaver jeg havde liggende hjemme på skrivebordet. Et bestemt men kærligt skub i den rigtige retning.
Et meget udbytterigt kursus med en kursusleder som jeg varmt kan anbefale.

Med venlig hilsen / kind regards
Astrid Holmriis
Søgaardens Bed & Breakfast


Vi har deltaget i kurset salg og service til cykelturister. Johanne er personlig men uden at blive privat. Hun er inspirerende, udstråler varme og engagement. Det er tydelig at Johanne brænder for at hjælpe andre på vej i deres udvikling.
Johanne er venlig, vedholdende og fantastisk god til at inddrage sine kursister. Man bliver i godt humør af at være i Johannes selskab.

Med venlig hilsen
Hannah Remme & Arne Jensen
Hjarbæk Bed & Breakfast


Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Johanne Bugge i forbindelse med vores salgsfremmende workshops rettet mod turismevirksomheder og overnatningssteder. Johanne Bugge var kursusleder.
Johanne har et meget stor drive og er dygtig til at fange essensen i de strategiske retninger, man giver i den indledende dialog. Hun arbejder derefter meget selvstændigt og omhyggeligt med stor hensyntagen til strategien, og man får en arbejdskraft, man kan regne med. Derudover satte Johanne Bugge sig meget ind i deltager-virksomhedernes behov og indgik i en konstruktiv dialog, hvor der kom konkrete forslag til forbedringer som virksomhederne kan bruge i deres videre arbejde.
Med venlig hilsen
Peter Graversen, cand.mag. i Turisme, leder Enjoy Limfjorden